Skrivegruppe om livshistorier

Torsdag d. 16. september 2010, kl. 10 starter Kontaktstedet i Herlev en skrivegruppe op, hvor man kan få hjælp og inspiration til at skrive sine erindringer ned.
 
Hvis du har lyst til at høre mere om gruppen, så møde op d. 16. september kl. 10, hvor tovholder Eigil vil fortælle om sine tanker med gruppen, og deltagerne vil aftale nærmere om hvordan og hvornår gruppen skal køre.
 
 
Eigil som skal stå for gruppen skriver følgende:
 

Kære Medborger


Har du tænkt på hvor mange tanker, minder, erindringer og ideer du gemmer inde i din tankens

Lagerrum”. Har du nogensinde tænkt på du kan glæde andre med dem.


Har du ikke allerede været udsat for det, kan det jo være der snart kommer en opfordring til dig om at berette om din opvækst og dit liv. Her kunne du så fortælle verden hvad du har oplevet, hvad du har lært – og ikke mindst hvordan du modtog de tilbud den havde til dig.


Jeg mener, vi skylder verden at fortælle hvad vi har lært ind til nu, måske kunne vi godt give den et råd med på vejen.


Dyk ned i skuffen og find de gamle notater, den gamle dagbog og de gamle billeder. Intet er mere inspirerende end tidens billeder, gårsdagens notater og verdens overskrifter.


Har du lyst til at deltage i en skrivegruppe, hvor vi hjælper hinanden med at sætte ordet på dagsordenen og din historie i fokus.


Måske kunne vi mødes og skabe nogle rammer for vore aktiviteter. Er du ikke mobil er jeg sikker på vi også finder plads til dig. Her skal være plads til os alle.


Jeg sender dig et af mine digte, måske kunne det give på mod på at skrive om din verden.


Fortæl mig om dengang livet var før,

dengang du var dreng og solen stod op,

fortæl mig det nu, inden minderne dør

og livet forlader din krop.


Fortæl mig om tiden og pigen du kendte,

det hele fra dengang til nu -

fortæl mig om alle de ting som der hændte,

fortæl hvad du gjorde, fortæl hvad du sku'


Fortæl om drengen derinde i dig,

der tænkte på livet og tiden.

Fortæl hvad du søgte og fandt på vej,

fortæl om fornuft og om viden.


Fortæl mig om børn, familie og venner,

fortæl mig om lys og om mørke -

fortæl mig om krig, om fred og om fjender,

fortæl mig om vand og om tørke.


Fortæl hvad du følte, fortæl hvad du så,

fortæl mig om død og om smerte -

fortæl mig om alt hvad dit liv skulle nå

fortæl mig om alt hvad du lærte.
 
 
Hvis du har lyst til at deltage i skrivegruppen, eller du bare vil høre mere om gruppen, så kontakt os på tlf. 44924485 eller skriv en mail til kontakt@kontaktstedet-herlev.dk.